Fronterne er tegnet skarpt op forud for myndighedernes kampagne

Man foranlediges snart til at kalde det HPV-vaccine-krigen, sådan som tonen udvikler sig i forhold til debatten om HPV-vaccinens effekt og sikkerhed.

21Søndag på DR gav en forsmag på Sundhedsstyrelsens kommende kampagne for HPV-vaccinen, hvor kampagnestrategien i følge DR er at fortælle tvivlerne historier om, hvor forfærdelig en sygdom livmoderhalskræft er. Så var den ene front trukket op.

Overlæge Jesper Mehlsen fra Synkopecenteret på Frederiksberg, som har tilset tæt ved 1.000 piger og kvinder, der har udviklet komplekse symptomer efter HPV-vaccinen, gav sit bidrag til debatten i en kronik i Berlingske søndagen efter. I kronikken redegør Jesper Mehlsen for sin vurdering af vaccinens effekt og risikoprofil, og han påpeger en række usikkerheder i forbindelse med vaccinens indførsel i det danske vaccinationsprogram. Kronikken skabte voldsomme reaktioner både på HPV-updates og Berlingskes Facebook side.

Men Sundhedsstyrelsen tog til genmæle med en kronik allerede to dage senere i Berlingske. Her redegør direktør Søren Brostrøm, som i sin tid var ansvarlig for HPV-vaccinens plads i det danske børnevaccinationsprogram, for vaccinens effekt og sikkerhed. Blandt andet skriver Søren Brostrøm, at vaccinen er lige så sikker som andre vacciner, – uden at specificere nærmere, hvad det indebærer.

Glemt er tvivlerne og de syge piger

Tilbage står tvivlerne og skal navigere rundt i denne debat og forsøge at tage en beslutning på et oplyst grundlag.

Og endnu længere tilbage står de tusindvis af piger, der er blevet invalideret af symptomer efter at være blevet vaccineret med HPV-vaccinen. Bemærk – vi skriver “efter at være blevet vaccineret med HPV-vaccinen”, vi skriver ikke “af HPV-vaccinen” – for ingen har påvist en sammenhæng, men heller ingen af afvist, at der kan være en sammenhæng eller påvist en årsagssammenhæng til noget helt andet. Og værst af alt – disse piger har ingen diagnose, og de får ingen behandling.

Alt imens fortsætter myndigheder og sundhedsfaglige at diskutere, som var de børn i den bedste trodsalder!